Ikat er først og fremmest bæredygtigt og økologisk. Den silke og bomuld, man bruger, er håndplukket frit i naturen. Farverne i de smukke mønstre er naturlige farver fra planter, blomster og urter. Men er ikat navnet på garnerne, teknikken eller stoffet? Ja til alle tre. Det navn, vi bruger i dag, kommet fra det udtryk, der anvendes i Indonesien.

Hvad er Ikat? “Ikat” er substantivet for ledning, tråd og knude, ordet der beskriver det færdige stof betyder også “at binde”. Ikat er en helt særlig farve-blokerings-teknik, der påføres trådene inden de påføres farve og herefter væves til et mønster. Ikat teknikken er et traditionsrigt kunsthåndværk, der er blevet videreført gennem generationerne. Den originale Ikat-tekstil fremstillingsproces er unik og smuk i forhold til den moderne vævning og trykning. Det er en farveteknik, hvor trådene anvendt til vævning er farvet på forhånd. Ikat-trådene er bundet i et mønster, således at trådene, der er dækket af bindingen, “modstår” farvestoffet, hvilket skaber et design. Jo flere bindinger, der er gjort før vævning, jo mere kompliceret bliver mønsteret. Den mest komplicerede form for dette er en dobbelt-Ikat, hvor både kæde- og skudtråde er farvet. For at opretholde et præcist design kræves trådjusteringer, hver gang skytten passerer gennem skudgarnene. Disse sjældne og betagende tekstiler kan dateres tilbage til det 19. århundrede til ørkenens oase i Usbekistan på Silkevejen. Usbekisk Ikat har sin oprindelse i den lille by Margilan – her har familier af vævere udviklet de forskellige mønstre og Ikat teknikken igennem flere generationer.

Tekstiler har altid været svære at præservere, og derfor har forskere i gennem lang tid haft svært ved at forklare, hvor Ikat-teknikken præcist er opstået. Man ved dog, at der i Centralasien er stærke traditioner for Ikat, og derfor mener man, at teknikken opstod her, til trods for lignende fund i central- og sydamerikanske kulturer.

Hvad er en Chapan?

En chapan er en lang, quiltet robe uden knapper og krave, med ærmer der er så lange at de kan holde hænderne varme når der er koldt. Den er en af de ældste grundsten i den usbekiske mode – en beklædningsgenstand, der har ændret sig i takt med tidens trends gennem generationerne, og som fortsat er en uundværlig del af den asiatiske garderobe – både for kvinder og mænd.

Særligt i de centralasiatiske egne – som Usbekistan, Tajikistan, Afghanistan, Kyrgyzstan, Kazakhstan benytter man en Chapan til at holde sig varm på de kolde vinternætter.

Roben er skåret på en særlig måde, således at den, selv uden knapper, holder sig lukket når man bevæger sig i den. Fordums generationers skræddere har også udviklet særlige lange slidser, der giver dragten bevægelighed og muliggør at man kan sidde på gulvet i den.

Den er stadig populær i dag, og er det centrale element i nationaldragten.

Traditionel usbekisk chapan. Foto: The Smithsonian

En Chapan har et snit og en pasform, der gør at den klæder alle mennesker – uanset køn og alder. Traditionel set, har man haft en chapan til hver sæson – fra helt lette modeller uden for, til meget tykke udgaver af bomuld. Fælles for alle udgaver har dog altid været et farverigt, broderet, bredt belte, der er robens centrale element.

Selv om folk fra alle samfundslag, traditionelt set har ejet en chapan, så kunne man i gamle dage læse meget om en person ud fra netop den chapan de var klædt i –  deres økonomiske formået, sociale status, erhverv og hjemstavn kunne ses ud fra udformningen af roben. Fattige folk gik i simple rober af satin, mens middelklassens var af finere stoffer, og kun de rigestes var udført i velour eller silke. Var man i samfundets absolutte elite, så bar man en chapan, der var et rent kunststykke – rigt dekoreret med komplicerede mønstre i guld- eller sølvtråd.